onsdag den 12. december 2012

Juletræer...

En kollega skrev til mig igår, at hun havde fundet nogle små hæklede juletræer, som hun rigtig gerne ville have... men hun mente ikke at hun var en ørn til at hækle, så om jeg ville lave dem for hende? Se, det siger jeg jo ikke nej til!
Derefter gik det stærkt og nu er produktionen sat i fuld kraft, for jeg har ikke mindre end 13 stk der skal laves, og det helst inden for kort tid selvfølgelig, for julen ligger jo lige foran næsen på os.

De første er blevet lavet, som bestilt, i rød og pink, grønne og hvide følger når jeg når dertil.


Skulle du også have lyst til at lave nogle, så finder du en tutorial, på engelsk, her

tirsdag den 11. december 2012

Skal vi flette vores julehjerter sammen...

Flettede julehjerter er en december favorit, når der skal klippes og klistres. Bogen herunder er er en af mine mest nostalgiske og nørdet favorit, og den har været brugt flittigt i mere end ti år.


Men her til morges fandt jeg en hjemmeside, lavet af en mand med samme glæde over flettede hjerter. Og den tror jeg helt bestemt, jeg vil bruge en del! Her kan man nemlig indtaste bogstaver og tal, og derefter printe en skabelon, så teksten integreres i fletværket. Det er nørdet, ja, men også ret fantastisk:-)

Prøv selv at lave et hjerte med et personligt præg på siden her.

tirsdag den 4. december 2012

Long time, no see...

Denne blog har stået uberørt i næsten et halvt år. Dét er nok ikke vejen frem, hvis den på nogen måde skal have en funktion. I sommers fik jeg nyt arbejde, og det har fyldt en del. Tiden blev en anden og alt for ofte, var der for lidt af den. 
Nu prøver jeg igen... 

For selv om bloggen har stået stille, så har hæklenålen det ikke! Det er forsat mit bedste redskab til at finde ro og få slappet af, i en hverdag der nogen gange kræver at jeg kan bevæge mig med lysets hastighed (sådan føles det i hvert fald).

Lige for tiden er det selvfølgelig temaet "Jul" der har optaget mig. Jeg er bare vild med jul... Jeg bliver betaget af byens belysning, hyggen på julemarked i byen, og al den inspiration der vælter frem fra kreative folk rundt omkring. Duften af hjemmebag, julemusik i stuen, glæden ved at give... I LIKE!



Startskuddet på julesyslerierne blev denne julenisse. Den er lavet i ganske almindelig bomuld fra Søstrene Grene og er nem at gå til.




Og så gik produktionen af juletræskugler ellers igang. De er også simple at lave, men kan heldigvis varieres i det uendelige med broderier, perler etc. De skal helt sikkert på træet, nr vi får hentet sådan et.



Hjemmelavede til- og fra kort lavet i Silkis ler. Var meget spændt på at arbejde med dette materiale, men... jeg er ikke sikker på at jeg er helt overbevist endnu. Det er nemt at bruge, men jeg tror jeg er mere til det lidt mere brændes-i-ovnen-holdbare-stads som fx. fimo.


Stjernerne er genganger. Jeg lavede dem i lyse forårsfarver tidligt på året, men de måtte vige for et par lidt mere julede af slagsen.


Kan man undgå andet end at blive i julehumør,når man går rundt i snevejr i sådan en belysning?


torsdag den 5. juli 2012

Til fest og farver...

I weekenden skal jeg til bryllup... eller rettere sagt; til bryllupsfest, for parret der holder festen sneg sig afsted en varm sommerdag sidste år og blev gift i al hemmelighed. Hemmeligheden holdt de ikke længe, og fejres vil de heldigvis gerne, så på lørdag samles 70 mennesker fra kloden rundt, for at fejre dem.


Parret er sådan nogen der hverken ønsker sig porcelæn, sølvstykker eller andre spøjse materielle sager. Jeg er ganske sikker på, at hvis de blev spurgt om ønsker, så ville de svare at bare folk var glade og hyggede sig, så ville de være glade... Og de ville mene det:-)


Men... jeg vil nu ikke komme uden en gave, så hjernen blev sat på hårdt arbejde med at finde på en idé. Jeg kan bedst lide personlige gaver, men ynder ikke at alt skal være hjemmegjort, bare en snert af det er fint, ikk´?


Parret har sidste år totalrenoveret deres hus og bygget til. Med det resultat, at den fine gamle have, der ligger underskønt lige ned til Odense Å, nu bare er en stor pærevælling af jordbunker, et træt gammelt skur og enkelte overlevende planter. Begge vil de så gerne i gang, men en have som deres kræver mere end blot en eftermiddags hygsomt slid og fire vabler.


De har nu lavet en fin og nydelig plan over den kommende have, så mon min gave vil forpurre den? Nej, jeg ved at de begge hjertens gerne ændrer planen for at gøre plads til det fine nye træ jeg har købt dem. Så kan de finde en plads til det, og for hvert år se det vokse sig stort og mægtigt... lidt ligesom deres ægteskab:-)


Men et sådan træ skal da se ud af noget særligt, på sådan en dag, så hæklenålen blev fundet frem. Resultatet blev denne flagranke med splitflag på. Den er nu ret fin synes jeg, og mon ikke teenagedatteren kan finde et sted til den, når træet skal "afklædes" og udplantes?


Udover flagranken kommer der også en hjerteranke i papir og enkelte fugle i papir på. Hvis jeg er kvik nok til at huske det, vil jeg tage et billede når det står færdigpyntet...


Opskriften på splitflag finder du her hos Karen

mandag den 11. juni 2012

To nye kæledyr er kommet til verden. De kræver ikke den store pleje, er billige i drift og generer ikke naboerne... 


Gravhunden er inspireret af "Gert Gravhund" I "Flere hæklede dyr". Jeg er ikke tilfreds med resultatet af bogens opskrift, så jeg har lavet en del ændringer og dermed også fået en anden størrelse.


Kaninen er helt efter eget hoved... jeg er ret vild med den, og tænker at den skal afprøves i en blanding af lilla, pink, rød og lyserød...



tirsdag den 5. juni 2012

Tag til Thy...

I pinsen blev jeg forelsket.... I Thy.
At det lige blev Thy er nok ret tilfældigt. Men hvorfor, er ikke helt tilfældigt.


Det er lidt lige som det energi-input vores hjerne får, når sommerens første rigtige solskinsdage kommer; man kan, nærmest håndgribeligt, mærke den gode energi der strømmer igennem kroppen, smilene nærmest formerer sig, smitter og breder sig, man ser omgivelserne i et lysere og mere positivt skær. Det er som om både krop og sjæl suger alt til sig og transformerer det til ren råstyrke og energi. Tanker os op....


Og solen skinnede jo pragtfuldt på Thy! Benene var allerede blevet sommerbrune, saltvandet lokkede og bød på årets første dukkert og hybenroserne stod bristefærdige i knop og en blåmejse havde travlt med at skaffe føde til de vanvittigt ivrige pippende unger i fuglekassen... Det var ikke romantik jeg følte mig omgivet af, bare skønhed og varme. Sådan en skønhed, du ved, der lagrer sig og forplanter sig, indeni.


Thy vil fra nu af, altid fremstå som noget helt særligt for mig. Og det ikke kun på grund af ovenstående. Jeg ved, at jeg ville have kunne tage derfra, og blot tænkt det som en herlig pause i en alt for travl hverdag. For jeg trængte til at lande og mærke ro igen...


Thy blev noget særligt, fordi jeg var der sammen med nogen der for mig er helt særlige. Jeg ville for ingenting i verden, undvære dem i mit liv. Og kærligheden til dem, taknemmeligheden over vores venskab og den lille lykke der fylder mig, når jeg er dem nær - dét gør Thy til noget helt og aldeles særligt. 
Jeg ikke bare føler mig - jeg ved at jeg er - priviligeret.




torsdag den 17. maj 2012

En lang pause, er det blevet til her i blog-land, men nu er hæklenålen kommet frem fra gemmerne igen og et par sager har fundet vej frem:

En lille mobilpung til veninden

Og en frø-rangle til en skøn lille knægt

En bestilling på en Mors dags gave for en kollega

Og en lille elg, bare for sjov

Savlesmækker... troede vi. I praksis viste de sig at minde om en lille blondekrave.... hvilket ikke klædte den lille skønne dreng, de oprindeligt var tænkt til....

torsdag den 1. marts 2012

Til sukkertrolde og andre godtfolk....

Min yngste søn kan ind i mellem lokkes med i køkkenet. Igår havde vi aftalt at lave skumfiduser, lige noget for en sukkergris som ham:-)
Jeg var lidt skeptisk, om det overhovedet ville lade sig gøre... Men hold fast, det var simpelt og krævede ikke meget andet end lidt god tålmodighed!





Vi lavede dem med lidt solbærsaft i, hvilket gav en fin lyserød farve og en dejlig smag. 
Slår de dem man køber? Dét tror jeg nok liiiige de gør!

søndag den 5. februar 2012

Når papir er lir....

Jeg har leget lidt med papir igen... 
Denne gang stjerner som jeg havde set på Pinterest. Syntes egentlig at de så svære ud, men hold fast de er nemme at lave!


Overvejer nu at eksperimentere med ledning og lille pære....


tirsdag den 31. januar 2012

I vinterkulden....

.... hækler jeg sokker.

Jeg har tidligere lavet et par, som jeg ikke var helt tilfreds med, men dette par sidder tæt ind til foden og har ikke plads til tre ekstra tæer! De er skønne og tykke, men kan stadig være i en støvle, så egentlig burde jeg lave nogle til mig selv også. Dette er bestillingsstrømper, og er vist en fødselsdagsgave:-)


Ind i mellem bliver det lidt trættende at lave de mange stangmasker ud i en køre, så her til eftermiddag stod den på sokke-pause, og en lille tinsoldat kom til. Den er til min skønne venindes lille smukke dreng. Inden i  er der et blødt plastikrør med ris i, så når den er godt savlet til, kan den lige klares under hanen:-)



tirsdag den 24. januar 2012

Små budskaber...


Jeg kan godt lide små positive budskaber, jeg er ikke til de store plakater og rammer, og derudover bor jeg i en lejlighed, hvor væggene kræver lidt mere end bare almen teknisk snilde, for at kunne banke bare et simpelt søm i væggene.... 


Rodede lidt med rester af stof og så en papkasse der har overlevet julen. Og fik ideen til denne simple vægpynt. 


Har du lyst til at lege også, så er der her en lille DIY:

Jeg har brugt gavepapir, garn og stofrester til beklædning.




Klip bogstaverne du skal bruge ud af pap.


Tegn bogstaverne af på det materiale du vil beklæde med. Sørg for at der er 1/2 cm til ombuk.


Klip små hak ind ved alle hjørner.



Runde bogstaver skal have masser af små klippede trekanter, da de ellers folder ved ombukning.


Påfør limlak og sæt beklædning på. Papir vukler lidt, mens limen er våd, men strækker sig under tørring.
På bagsiden smøres en lille stribe lim langs kanterne, og ombukning foretages. På den måde skabes de pæneste kanter.


Det ene bogstaver viklede jeg om med garn i matchende farve, også her er der limlak under.


Prikken over i´et: en ring af 4 luftmasker, hvori der hækles 3 luftmasker og 14 stangmasker. I anden omgang er der hæklet 3 luftmasker og 29 stangmasker, lukket af med en kædemaske. Limet på et stykke pap...

Inden ophængning kan nogle af bogstaverne runde en smule... det klarede et par strøg med et varmt strygejern.


Voila!







søndag den 22. januar 2012

Elefantastisk...

Min ene bror er en bølle. Lidt hård i filten, når det stikker ham. Sådan en af dem der helst skal mærke nakkehårene krølle på grunde af varmen, når helvede er ved at være hedt, inden han trækker sig. 


Min ene bror vil så gerne kunne klare hele verden, og har fået sig et par hudafskrabninger ind i mellem, når verden alligevel var en lidt større mundfuld, end han havde beregnet. 


Min ene bror er ligeså sårbar, som han er sej.


Min ene bror har været faret vild flere gange, i forsøget på at finde sig selv.


Min ene bror er i stand til at tage imod et kærligt og kraftigt los i rø..., når han er på gyngende grund.


Min ene bror har fundet sit ungdoms mål. Han drager til Afghanistan til august, frivilligt og stolt.


Min ene bror bliver kaldt "Lille-Per" på kasernen. 


"Lille-Per", stor og stærk, har selv bedt sin søster om at lave ham en elefant. Den skal følge ham, og jeg håber at den vil minde ham om, at der tilbage i DK, sidder en hel håndfuld mennesker, der håber at han opnår det han drømmer om... og kommer hjem som et helt menneske uden store ar på sjælen.




Elefanten er lavet fra opskriften i "Flere hæklede dyr"
Jeg har lavet den i uld/acryl på nål 5. 

Eksperimenterer....

Med små babushka-dukker...


Dårlig billed kvalitet... Øv...

Jeg har set dem for et stykke tid siden hos Tusindfryd, og da min veninde spurgte forleden dag, om jeg kunne lave sådan nogen, så gik jeg i gang. Jeg har dog ikke fulgt Tusindfryds opskrift, blot ladet mig inspirere, hvilket der er rig lejlighed for på hendes sider.

mandag den 16. januar 2012

Elastikker...

Har nulret med at lave hårelastikker idag til en bekendt som har en datter, med et skønt langt hår. Jeg har rigtig mange rester af bomuldsgarn liggende, så mon ikke bunken vil vokse i en noget bredere variation af farver og former over de næste par dage?



tirsdag den 10. januar 2012

Flade nøgleringe

Nej, så mange nøgler har jeg altså heller ikke! Men, nøgleringe er lidt hyggelige at lave, en fin lille ting at have med til veninden, en hurtig gave til børnefødselsdagen... you name it. Så det er helt okay med et lille lager af nøgleringe i diverse afskygninger:-)


Disse tre er "flade" og kan varieres i utallige variationer... som pingviner, robotter, ugler, monstre... så langt som fantasien rækker vel?


Jeg har bare lavet en grundform. som er nem at variere med farveskift. Jeg har brugt en nål 2, rester af bomuldsgarn og knapper. Disse nøgleringe måler 4x6 cm når de er færdige.


Start med 15 luftmasker. Hækl tilbage med fastmasker i de 15 luftmasker, forsæt rundt når sidste maske nås, og hækl 15 masker på den anden side i luftmaskerækken. Nu er der skabt en bund med 30 masker. Herfra hækles der bare videre op 4 cm.
Lav nu en indtagning i hver 5. maske, så du har 24 masker tilbage.
Forsæt op til arbejdet måler 6 cm og hækl så sammen med 12 fastmasker. I sidste maske forsætter du med at lave 30 luftmasker. Bryd garnet og hæft enden af luftmaskerækken ved rækkens start, så du får en løkke. Denne bruges til selve nøgleringen.


Sy knapper på som øjne, sæt evt. hår, mund, næb eller ører på....

Lidt om at være pinlig...

Min yngste søn er 13 år gammel... Der sker rigtig meget i ens hoved, krop og følelsesliv når man er 13 år. Jeg prøver at følge med i det hæsblæsende tempo, jeg lige pludselig synes han vokser i, men ind i mellem overraskes jeg alligevel. Det vækker nostalgi, en lille bitte, bitte smule løsrivelsesangst men mest af alt bringer det en masse latter.


Jeg elsker selvfølgelig min skønne knægt over alt på jorden, og synes han er fantastisk nærmest uanset hvad han gør. Sådan har han det ikke med mig;-) 


Rasmus, 13 år, synes at det er vildt fedt at:

  • Ens mor lader en sove til klokken er 12....
  • Ens mor har lavet nybagte boller og pandekager når man endelig vågner....
  • Ens mor stadigvæk gider smøre ynglingsmadpakken....
  • Ens mor bager fantastiske roulader, som er ynglingskagen....
  • Ens mor tilbyder at bage fastelavnsboller til hele klassen....
  • Ens mor rydder hele sofaen for bløde puder, henter dyner og sætter en god film på....
  • Ens mor kan hjælpe med dansklektien som driller....
  • Ens mor kan skaffe et USB-stik en søndag aften klokken 21, fordi man lige havde glemt at sådan et skulle man bruge til terminsprøven mandag morgen....
  • Ens mor gerne producerer hjemmelavede burgere, når man tager kammeraten med hjem...
  • Ens mor også kan lide at dovne en søndag væk, uden at komme ud af nattøjet...
  • Ens mor gider at tage i kirke med en søndag aften klokken 17....
  • Ens mor forstår hvor sej Tintin egentlig er....
  • Ens mor kan finde på at lege at hun er inde i et platformspil på en ellers kedelig gåtur...


Rasmus. 13 år, synes det er VILDT PINLIGT at:

  • Ens mor ikke stopper med at lege at hun er i et platformspil, når der kommer en bil kørende!
  • Ens mor krammer på et offentligt sted!
  • Ens mor siger "Hav en god dag!" til ekspedienten i Netto!
  • Ens mor synes at ham den seje fra "Prison Break" er lækker!
  • Ens mor er tilhænger af økologi og elsker grøntsager!
  • Ens mor pludselig nulrer ens ører i toget!
  • Ens mor kalder en for "Sveske" når kammeraten er på besøg!
  • Ens mor synes at det er tid til seksualundervisning!
Men alt dette overgås af en simpel ting.... For det aller- aller- aller-ALLER pinligste er....


AT HUN HÆKLER!!!!

I fredags havde Rasmus en kammerat med hjem. Burgerbollerne var bagt (Nice!), de økologiske bøffer blevet stegt (Det ses heldigvis ikke at det er øko... Okay Nice!), den nye Pirats-film var lige slut og ens mor havde endnu ikke sagt "Sveske", nusset ham i håret eller andre lignende (Vanvittige) ting. Han har vidst at den ikke holdt... Det ville ikke blive ved at gå! (Nu nærmede tiden sig, hvor mor var færdig i køkkenet og ville sætte sig i sofaen!) Så lige der, midt i maden, vender Rasmus sig mod kammeraten og udbryder:
"Min mor hækler!!!"
(Tilfør selv sætningen en ordlyd der får en til at tro at drengen lige er kommet hjem fra en selvhjælpsgruppe a la AA!!!)

Den stakkel. Tænk at jeg er så pinlig. Det er hvad han lever med til hverdag - en mor der hækler!

Kammeraten kiggede bare på Rasmus og svarede stille:

"Min mor strikker."

fredag den 6. januar 2012

Nøgleringe

Små hæklede nøgleringe, som ikke tager mange minutter at producere:


Hækl 2 luftmasker
I anden maske fra nålen hækles nu 6 fastmasker
hækl 2 fastmasker i alle masker (12)
hækl 2 fastmasker i hver 2. maske (18)
hækl 2 fastmasker i hver 3. maske (24)
hækl 2 fastmasker i hver 4 maske (30)
Hækl fastmasker hele vejen rundt, slut med kædemaske og bryd garnet.

Lav endnu en figur som ovenstående.

Hækl de to figurer samen med fastmasker hele vejen rundt. Fyld figuren med bamsefyld eller vat, inden hullet bliver alt for lille.

Når figuren er hæklet sammen forsættes med 31 luftmasker. Spring 1. maske på nålen over og hækl 30 fastmasker tilbage. Bryd garnet. Put "snoren" igennem en nøglering og fold snoren, så der er 15 masker på hver side. Hæft enderne der hvor du startede med at hækle luftmasker.

Med et stykke garn formes nu en blomst ved at sy igennem blomstens midte og ud i siderne. Sørg for at stramme garnet godt undervejs. Sy en knap i midten.



For og bag på tre nøgleringe.

De minste jeg har hæklet er lavet på nål 2 og de større på nål 3.
  

tirsdag den 3. januar 2012

Der er et eller andet med huer....

... der gør, at jeg synes at de er ret fantastiske at lave. Måske er det fordi at de er forholdsvis nemme at lave;  processen fra idé til færdigt produkt er ikke særlig lang, de er nemme at dekorere; en basisopskrift kan tilføres små detaljer i en bred variation, der gør at ikke to bliver ens.


Igår var jeg i Stof2000 og købte to nøgler Geyser i grå, uden egentlig at have et formål med dem. Endte med at beslutte mig for at lave en hue, og for føste gang forsøge at lave en uden opskrift. Fire forsøg og samme antal optrævlinger senere, sad jeg tilbage med denne meget simple hue:


Da den efterfølgende stod på bordet, kunne jeg ikke lade være at grine lidt..... Hvis jeg reelt bare havde forsat med at hækle ned, ville jeg have en ny the-hætte;-)