tirsdag den 10. januar 2012

Lidt om at være pinlig...

Min yngste søn er 13 år gammel... Der sker rigtig meget i ens hoved, krop og følelsesliv når man er 13 år. Jeg prøver at følge med i det hæsblæsende tempo, jeg lige pludselig synes han vokser i, men ind i mellem overraskes jeg alligevel. Det vækker nostalgi, en lille bitte, bitte smule løsrivelsesangst men mest af alt bringer det en masse latter.


Jeg elsker selvfølgelig min skønne knægt over alt på jorden, og synes han er fantastisk nærmest uanset hvad han gør. Sådan har han det ikke med mig;-) 


Rasmus, 13 år, synes at det er vildt fedt at:

  • Ens mor lader en sove til klokken er 12....
  • Ens mor har lavet nybagte boller og pandekager når man endelig vågner....
  • Ens mor stadigvæk gider smøre ynglingsmadpakken....
  • Ens mor bager fantastiske roulader, som er ynglingskagen....
  • Ens mor tilbyder at bage fastelavnsboller til hele klassen....
  • Ens mor rydder hele sofaen for bløde puder, henter dyner og sætter en god film på....
  • Ens mor kan hjælpe med dansklektien som driller....
  • Ens mor kan skaffe et USB-stik en søndag aften klokken 21, fordi man lige havde glemt at sådan et skulle man bruge til terminsprøven mandag morgen....
  • Ens mor gerne producerer hjemmelavede burgere, når man tager kammeraten med hjem...
  • Ens mor også kan lide at dovne en søndag væk, uden at komme ud af nattøjet...
  • Ens mor gider at tage i kirke med en søndag aften klokken 17....
  • Ens mor forstår hvor sej Tintin egentlig er....
  • Ens mor kan finde på at lege at hun er inde i et platformspil på en ellers kedelig gåtur...


Rasmus. 13 år, synes det er VILDT PINLIGT at:

  • Ens mor ikke stopper med at lege at hun er i et platformspil, når der kommer en bil kørende!
  • Ens mor krammer på et offentligt sted!
  • Ens mor siger "Hav en god dag!" til ekspedienten i Netto!
  • Ens mor synes at ham den seje fra "Prison Break" er lækker!
  • Ens mor er tilhænger af økologi og elsker grøntsager!
  • Ens mor pludselig nulrer ens ører i toget!
  • Ens mor kalder en for "Sveske" når kammeraten er på besøg!
  • Ens mor synes at det er tid til seksualundervisning!
Men alt dette overgås af en simpel ting.... For det aller- aller- aller-ALLER pinligste er....


AT HUN HÆKLER!!!!

I fredags havde Rasmus en kammerat med hjem. Burgerbollerne var bagt (Nice!), de økologiske bøffer blevet stegt (Det ses heldigvis ikke at det er øko... Okay Nice!), den nye Pirats-film var lige slut og ens mor havde endnu ikke sagt "Sveske", nusset ham i håret eller andre lignende (Vanvittige) ting. Han har vidst at den ikke holdt... Det ville ikke blive ved at gå! (Nu nærmede tiden sig, hvor mor var færdig i køkkenet og ville sætte sig i sofaen!) Så lige der, midt i maden, vender Rasmus sig mod kammeraten og udbryder:
"Min mor hækler!!!"
(Tilfør selv sætningen en ordlyd der får en til at tro at drengen lige er kommet hjem fra en selvhjælpsgruppe a la AA!!!)

Den stakkel. Tænk at jeg er så pinlig. Det er hvad han lever med til hverdag - en mor der hækler!

Kammeraten kiggede bare på Rasmus og svarede stille:

"Min mor strikker."

Ingen kommentarer:

Send en kommentar