mandag den 11. juni 2012

To nye kæledyr er kommet til verden. De kræver ikke den store pleje, er billige i drift og generer ikke naboerne... 


Gravhunden er inspireret af "Gert Gravhund" I "Flere hæklede dyr". Jeg er ikke tilfreds med resultatet af bogens opskrift, så jeg har lavet en del ændringer og dermed også fået en anden størrelse.


Kaninen er helt efter eget hoved... jeg er ret vild med den, og tænker at den skal afprøves i en blanding af lilla, pink, rød og lyserød...



tirsdag den 5. juni 2012

Tag til Thy...

I pinsen blev jeg forelsket.... I Thy.
At det lige blev Thy er nok ret tilfældigt. Men hvorfor, er ikke helt tilfældigt.


Det er lidt lige som det energi-input vores hjerne får, når sommerens første rigtige solskinsdage kommer; man kan, nærmest håndgribeligt, mærke den gode energi der strømmer igennem kroppen, smilene nærmest formerer sig, smitter og breder sig, man ser omgivelserne i et lysere og mere positivt skær. Det er som om både krop og sjæl suger alt til sig og transformerer det til ren råstyrke og energi. Tanker os op....


Og solen skinnede jo pragtfuldt på Thy! Benene var allerede blevet sommerbrune, saltvandet lokkede og bød på årets første dukkert og hybenroserne stod bristefærdige i knop og en blåmejse havde travlt med at skaffe føde til de vanvittigt ivrige pippende unger i fuglekassen... Det var ikke romantik jeg følte mig omgivet af, bare skønhed og varme. Sådan en skønhed, du ved, der lagrer sig og forplanter sig, indeni.


Thy vil fra nu af, altid fremstå som noget helt særligt for mig. Og det ikke kun på grund af ovenstående. Jeg ved, at jeg ville have kunne tage derfra, og blot tænkt det som en herlig pause i en alt for travl hverdag. For jeg trængte til at lande og mærke ro igen...


Thy blev noget særligt, fordi jeg var der sammen med nogen der for mig er helt særlige. Jeg ville for ingenting i verden, undvære dem i mit liv. Og kærligheden til dem, taknemmeligheden over vores venskab og den lille lykke der fylder mig, når jeg er dem nær - dét gør Thy til noget helt og aldeles særligt. 
Jeg ikke bare føler mig - jeg ved at jeg er - priviligeret.